Hvad er insulin og hvordan virker det?

Insulin er et hormon, der dannes i bugspytkirtlen
(i de Langerhanske Øer) og udskilles i blodet.

Insulin stimulerer cellerne i muskler, fedtvæv og lever til at optage sukker fra blodet, og bidrager derved til at sænke blodsukkeret. Uden insulin kan sukkeret i blodet ikke komme ind i cellerne, som bruger sukkeret som energi. Når niveauet af sukker overstiger cellernes behov, hjælper insulinen blodsukkeret til at blive lagret i cellerne i muskler, fedtvæv og lever.
Når niveauet af blodsukker og insulin er lavt, fx om natten, frigives sukker fra depoterne i muskler, fedtvæv og lever for at sikre, at blodsukkeret ikke bliver for lavt.

Insulin er blodsukkerets "makker" der SKAL være nok af, før at sukker/glukose kommer ind i cellerne.

For type 1 diabetikere er der for lidt eller intet insulin, hvorfor de skal have insulin tilført
For type 2 diabetikere er der ofte nok insulin, men cellerne er for resistente til at tage imod.

Insulin lagrer fedt i kroppen

Insulin er også et fedtlagrende hormon, idet alt overskydende energi fra både kulhydrater, protein og fedt lagres som fedt i kroppen. Når insulinniveauet er højt, forbrænder kroppen ikke fedt, hvilket skyldes, at der er masser af sukker i blodet, der først skal sendes i celler og lagres som fedt.

Fase 1 og fase 2 insulinproduktion

Bugspytkirtlen frigiver hele døgnet en smule insulin med korte mellemrum på 3-6 min.
Dette kaldes den basale insulinproduktion – også kaldet fase 2 insulin.
Dette sker for at sikre cellernes optagelse af sukker fra blodet i døgnets 24 timer.

En del af den løbende produktion af insulin opsamles i bugspytkirtlen og frigives, når der sker en hurtig stigning i blodsukkeret, typisk ved at spise eller drikke noget kulhydratrigt.
Dette kaldes fase 1 insulin.

For type 2 diabetikere er fase 2 produktionen ofte næsten normal i en periode, mens der ofte er tale om en reduceret frigivelse af insulin fase 1.

Insulinresistens

Type 2 diabetikere har udviklet insulinresistens, så kroppens celler ikke er så modtagelige for insulinens påvirkning. Derfor skal der større mængder insulin til for at lede sukkeret ind i cellerne og lagre det i leveren. Derfor er fase 1 insulinen meget ofte utilstrækkelig til at sænke blodsukkeret efter et måltid med kulhydrater, og blodsukkeret stiger til langt over det normale max 8 mmol/l. Hovedparten af sukkeret skal derved fjernes af den basale langsomme fase 2 insulinproduktion, og det tager lang tid, før blodsukkeret er faldet til lavt niveau. Hvis man spiser 5-6 måltider om dagen, som de officielle kostråd anbefaler, så vil blodsukkeret ikke være nået til lavt niveau mellem måltiderne, og der ”bygges” oven på et i forvejen for højt blodsukker. Det betyder, at man har et forhøjet og stigende blodsukker i mere end halvdelen af døgnets timer, hvilket er meget usundt, og bevirker, at insulinresistensen bliver værre og værre, og dermed stiger behovet for medicin løbende.  

Det er lidt ”pest eller kolera” ift. mange måltider om dagen, for hvis man spiser 250-350 gr kulhydrater om dagen, som de off. kostråd anbefaler, vil man spise ca 100 gr kulhydrater pr måltid, hvis man spiser 3 gange om dagen, og det kan diabetikere ikke tåle uden at få tårnhøjt blodsukker. Så valget står mellem at have et noget forhøjet blodsukker i halvdelen af døgnets timer eller have 3 tårnhøje stigninger om dagen – begge dele er meget usundt.

Kroppen reagerer ved at øge fase 2 insulinproduktionen
Diabetikere kan have en insulinproduktion, der er 2-3 gange højere end ikke-diabetikere. På et tidspunkt vil beta-cellerne blive overbelastet og brænde ud, og insulinproduktionen vil dale og kan ikke følge med behovet. Til sidst kan type 2 diabetikeres insulinproduktion stoppe helt, og man skal have tilført insulin på samme niveau som en type 1 diabetiker.

Mange diabetikere får tilført insulin, selv i perioden, hvor man selv producerer masser af insulin, hvilket, efter vores mening, er en forkert medicinsk behandling, for det er ikke insulin, kroppen mangler, men evnen til at bruge insulinen. Mere insulin øger blot insulinresistensen og gør sygdommen værre. Type 2 diabetikere kan ikke blot løse problemet med at få tilført insulin, som en type 1 kan, fordi type 2 er insulinresistent, og der skal derfor større doser insulin til, og et så højt insulinniveau er skadeligt for kroppen.

Insulinens virkning ved indtagelse af kulhydratrige fødevarer

Når en ikke-diabetiker indtager et måltid indeholdende kulhydrater, stiger blodsukkeret efter få minutter, og når typisk max efter 30-45 min. Stigningen frigiver straks den lagrede fase 1 insulin, der sørger for at sukkeret bliver optaget af cellerne og overskydende sukker bliver lagret som glykogen i leveren. Hvis der ikke er nok fase 1 insulin til at klare sukkermængden, bliver behovet dækket at den løbende insulinproduktion, og blodsukkeret vil hurtigt være lavt igen. Dette system med fase 1 og 2 insulin sikrer, at blodsukkeret holdes indenfor snævre grænser i alle døgnets 24 timer. Typisk mellem 4-8 mmol/l.

Dette perfekte system virker bare ikke hos diabetikere!


Virker det at øge insulin hos type 2 diabetikere ?

Man kan se det lidt som, at man har et hus med en kattelem der ikke rigtigt virker.
Det får ikke lemmen til at virke bedre ved, at fede katten op, så den bare maser hårdere på.

Det mest optimale vil være, at få kattelemmen lavet.

"Kattelemmen" = cellerne reagerer ofte positivt på sund kost og motion.
I tilfælde hvor dette ikke er muligt eller nok, vil tilført insulin være en nødvendighed.
Dette kan være, hvis motion ikke er muligt, eller hvis kroppen ikke selv producerer nok insulin.