Ketose og Ketoacidose


Hvad er ketose, ketoacidose og ketoner egentlig?



Ketose

Ketose er en tilstand, hvor kroppen bruger fedt som energikilde, fordi der ikke er sukker til rådighed.

Det er den tilstand, man stræber efter, når man spiser ketogen kost, dvs striks low carb, hvor man spiser så få kulhydrater, at kroppen kommer i ketose. Det er ca 20 gr kulhydrater i døgnet lidt afhængig af aktivitetsniveau, kropsvægt mv.
Når kroppen forbrænder fedt, dannes ketoner, som er et “affaldsprodukt” af fedtforbrændingen.
Kroppen bruger ketonerne som brændstof til musklerne i stedet for glukose, og det er glimrende brændstof, som kroppen ikke har problemer med at bruge.

I ketose har man som regel et lavt blodsukkerniveau, og der produceres stadig insulin i nødvendigt omfang. Ketose er en helt ufarlig tilstand, som faktisk er helt naturligt helt tilbage fra dengang, vi var jægere og samlere, og hvor mad ikke var en hverdagsfornøjelse.

 

Hvis man får insulin eller insulinlignende medicin skal man være varsom med keto-kost, idet der er risiko for for lavt blodsukker. I disse tilfælde skal lægen med ind over for dosering af medicin.

Ketoacidose

Ketoacidose er en helt anden sag. Det er en livstruende tilstand, som kan opstå hos diabetikere, der ikke selv danner insulin (typisk type 1, 1,5 men også nogle type 2).

Hvis insulin så ikke tilføres medicinsk, bliver blodsukkeret ikke reguleret og optaget i kroppens celler.
Konsekvensen er blandt andet, at man får et meget højt blodsukkerniveau, nedbrydningen af muskelvæv stiger, og man får meget høje niveauer af ketoner på grund af forbrænding af fedtvæv – så højt at ketonerne, som er syrer, skaber acidose (syreforgiftning).
Ketoner optræder i begge tilstande, og det er sikkert derfor, at nogle fejlagtigt tror, at ketose er farligt. Det er det ikke, men ketoacidose er farligt.

 

Mange type 1 opdages først, når vedkommende bliver indlagt med ketoacidose.