PCOS og Diabetes


Næsten 10% af danske kvinder får PCO / PCOS
Bogstaverne dækker over "Poly Cystisk Ovarie Syndrom"

www.sundhed.dk står der dette om PCO

Da der er en del kvinder med PCO der senere udvikler type 2 diabetes, har vi valgt at skrive om det herinde.
Nedenstående tekster er fra sundhed.dk

Hvad er polycystisk ovariesyndrom (PCOS)?


PCOS er en tilstand med mange ægblærer i æggestokkene (cyster). Ægblærerne er standset i deres udvikling, før de når til en størrelse, der giver ægløsning.

PCOS er ledsaget af hormonforstyrrelser, som ofte medfører manglende eller sparsomme menstruationer og kan give vanskelighed ved at opnå graviditet (barnløshed). Kroppen danner for meget mandligt kønshormon, som kan vise sig ved unormal hårvækst på krop og ansigt (hirsutisme) og uren hud (akne).

65 % af kvinder med PCOS er overvægtige, mens 35 % af kvinder med PCOS har normal vægt.

Den unormale hårvækst, hirsutisme, rammer cirka 70 % af kvinder med PCOS. For mange er det mest generende den uønskede hårvækst i ansigtet - på overlæben, hagepartiet og tindingerne. Andre kan have øget behåring omkring brystvorterne, mellem brysterne, indersiden af lårene, fra kønsbenet op til navlen nederst på maven.

Akne rammer de fleste unge, men bliver værre hos piger med PCOS og kan fortsætte i flere år.

Cirka 20 % kan have dybt stemmeleje, i udtalte tilfælde kan klitoris være forstørret, og der kan være et generelt mandligt udseende (virilisering) og kropsbygning.

Forstyrrelserne i menstruationen består i helt manglende menstruation hos 50 %, og forstyrrelser i blødningen hos 30 %, hvor nogle kun har et par menstruationer om året. Omkring 20 % vil have normal menstruation.

Hvad er symptomerne på PCOS?

Manglende eller sparsomme menstruationerbarnløshed, unormal hårvækst på krop og ansigt (hirsutisme) og uren hud (akne).

I sjældne tilfælde kan stemmen blive dyb, og klitoris kan blive større.

Nedsat frugtbarhed (infertilitet)65 % af kvinder med PCOS er overvægtige, mens 35 % af kvinder med PCOS har normal vægt.

Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

Hvis symptomerne opstår over meget kort tid.

Hvordan stilles diagnosen?

Sygehistorien er karakteristisk. En generel undersøgelse og en gynækologisk undersøgelse er alligevel nødvendig for at udelukke andre årsager til symptomerne.

En gynækologisk undersøgelse er som regel normal, og det er som regel ikke muligt for lægen at føle de små cyster på æggestokkene. Ultralyd af æggestokkene kan vise mange ægblærer, men mange ægblærer kan også ses hos kvinder uden PCOS. 

I de fleste tilfælde vil lægen tage blodprøver. Normalt vil man måle de mandlige hormoner og evt. tage andre hormonprøver.

I mange tilfælde kan det være relevant at kontrollere blodsukker, fedtstoffer og kolesterol.

Hvad betyder det at have PCOS?


Det kan være meget belastende at have en sygdom med akne, uønsket hårvækst, overvægt og nedsat mulighed for graviditet samt en øget risiko for sygdom senere i livet.  

Mange har dog kun PCOS i let grad, og mange med PCOS bliver gravide af sig selv.

Hvis der bliver brug for fertilitetsbehandling, er der gode muligheder for at få hjælp.

De uregelmæssige blødninger og forhøjede mandlige kønshormoner er mest udtalte hos yngre, tilstanden vil normalt bedres med alderen.

Du kan selv gøre meget ved at spise en sund kost og dyrke motion jævnligt. Hvis det ikke er nok, er der flere muligheder for medicinsk behandling.

Hvorfor får du PCOS?

Det er der ikke et entydigt svar på.

PCOS er en delvis arvelig sygdom. Det er ikke sikkert, at andre i familien har fået påvist PCOS, men i mange familier findes en øget forekomst af sukkersyge og/eller hjerte-kar-sygdomme.

Hvordan sygdommen arter sig, afhænger af livsvilkårene og livsstilen. 

Måske er der forhold i fosterlivet og i barndommen, der har indflydelse på, hvordan PCOS viser sig.

Hos børn og voksne vil PCOS blive værre ved overvægt, forkert kost og manglende fysisk aktivitet.

Der er sammenhæng mellem PCOS og kroppens omsætning af sukker. Ved PCOS ses en svækket evne til at optage sukker i muskler og fedtvæv fra blodbanen. Det gør, at kroppen øger insulinproduktionen fra bugspytkirtlen. Hvis produktionen af insulin ikke kan følge med, udvikles der type 2-sukkersyge (diabetes).

En nedsat insulinfølsomhed og øget mængde insulin hænger også sammen med den øgede mængde mandligt kønshormon og menstruationsforstyrrelserne.

Østrogen svinger normalt i kvindens menstruationscyklus, men ved PCOS er der konstant høje niveauer, som forværres af østrogendannelse i fedtvæv. 

En vigtig del af sygdomsbilledet ved PCOS er de såkaldte metaboliske ændringer. Det drejer sig om ændringer i sukkeromsætningen, som medfører en øget risiko for sukkersyge (diabetes).

I tillæg har mange kvinder højt kolesterol og højt blodtryk. Alle disse forhold er risikofaktorer for hjerte- og karsygdom senere i livet. Foruden at behandle symptomerne på PCOS, er det derfor meget vigtigt at forsøge at forebygge risikoen for hjerte- og karsygdom samt sukkersyge i fremtiden.

Smitter PCOS?

Nej, tilstanden smitter ikke.

Er PCOS arveligt?

Ja, der er en arvelig komponent, både hvad angår PCOS i familien, men også sukkersyge og hjerte-kar-sygdom. 

Hvordan behandler man PCOS?

For mange er den eneste nødvendige behandling at gå ned i vægt. Du kan selv reducere vægten gennem kostændringer og motion.

Kan du gå bare 2-10 % ned i vægt, vil det bidrage til at normalisere menstruationen, ægløsningen kan komme i gang, og det bliver muligt at opnå graviditet uden fertilitetsbehandling. 

Vægttab mindsker risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Fysisk aktivitet er mindst lige så vigtig som kostomlægning, derfor har også de slanke kvinder med PCOS gavn af ændret livsstil.

Hvad kan jeg selv gøre?

Vægttab, sund kost og rigelig motion.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre PCOS?

Undgå overvægt og sørg for at få motion.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Når du ikke har haft menstruation i ½ år og ved uhonoreret graviditetsønske i 1 år.

Ned i vægt

Ved PCOS skal du følge de samme anbefalinger om kost og motion, som gælder for patienter med type 2-diabetes - det vil sige kost rig på grøntsager og fibre samt regelmæssig motion.

Medicinsk behandling

Valg af medicin afhænger af formålet med behandlingen, dine gener, din alder og din vægt.

P-piller er det første, man vil prøve. P-piller vil medføre, at der kommer regelmæssige menstruationer og beskytter samtidig livmoderens slimhinde mod hormonubalancen.

P-piller vil også mindske mængden af det mandlige kønshormon og har effekt både på uønsket hårvækst, akne og andre mandlige træk. 

I tillæg giver p-piller en sikker forebyggelse mod uønsket graviditet. Der er kun få situationer, hvor man fraråder p-piller, men der kan være nogle bivirkninger. Du kan i samråd med lægen finde den p-pille, der passer dig bedst.

Brug af diabetesmedicin i tabletform - metformin - øger virkningen af insulin og medfører bedre blodsukkerkontrol. Metformin kan sænke mængden af mandlige hormoner, gøre menstruationerne mere regelmæssige og øge chancen for at blive gravid.

Derudover er der flere medicinske behandlinger, som kan overvejes afhængigt af symptomer. 

Har du et graviditetsønske, bør du henvises til en fertilitetsklinik eller speciallæge. Hos kvinder med PCOS stiler man mod at sikre ægløsning af et enkelt æg. 

Ved fremtrædende mandlige træk og meget forhøjede værdier af de mandlige hormoner kan andre præparater anvendes.

Kirurgisk fedmeoperation

BMI-grænsen er større end 40, men ved infertilitet og PCOS er den større end 35. Se mere om BMI (Body Mass Index).

Anden behandling

Hvis du er plaget af generende hårvækst i ansigtet, kan det fjernes ved forskellige metoder, fx epilering, elektrolyse, laser.

Ofte må du selv betale for disse behandlinger hos kosmetolog.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Tilstanden er kronisk, men behandling og vægtreduktion kan mindske en del af generne.

Ufrivillig barnløshed er et problem for mange, men behandlingsresultaterne er gode. Da der også er øget risiko for at udvikle sukkersyge, og antageligt hjerte- og karsygdom, er prognosen også afhængig af, om du formår at kontrollere vægten og dit indtag af fedtstoffer og sukker.

Er PCOS farligt?

Der er en sammenhæng til både sukkersyge og hjerte-kar-sygdom senere i livet. 

Samtidig er der en sammenhæng til senere overgangsalder og dermed en længere fertil (frugtbar) periode.

Hvor udbredt/hyppigt er PCOS?

PCOS rammer cirka 5-10 % af kvinder i den befrugtningsdygtige alder. Flere bliver overvægtige i dag, og måske er der derfor også flere som får PCOS.

Kan jeg få PCOS mere end én gang?

PCOS er en kronisk tilstand.